
Navn: Mads Schondel-Andersen
Rolle: Gruppeleder
Jeg startede som ulveunge i Megalipperne i 1984 og har sidenhen været spejder og seniorspejder, hvor jeg har deltaget i Korpslejre samt en Verdensjamboree i Korea i 1991. I 1993 startede jeg som tropsassistent for spejderene og senere tropleder gennem 10 år. Efter et ophold i udlandet i forbindelse med mit arbejde kom jeg tilbage til Megalipperne og blev juniortropleder for juniorspejderne. Nu er det så blevet tid til at påtage sig opgaver af en mere administrativ karakter i form af at være gruppeleder - der skal dog stadig være tid til en 'rigtig' spejdertur i ny og næ.
Som gruppeleder ser jeg en meget vigtig opgave i at støtte lederne i de enkelte enheder i deres arbejde, samt at være gruppens ansigt overfor forældre og andre interessenter. Dette arbejde vil jeg udføre i tæt samarbejde med den resterende gruppeledelse og grupperåd.
Spejdertiden i Megalipperne er præget af rigtig mange gode minder om ture og lejre, hvor fællesnævneren har været gode spejderoplevelser med gode venner.
Nogle af de væsentligste ting jeg har med mig fra spejderlivet er naturligvis en række praktiske færdigheder samt nogle meget gode venskaber som sikkert kan findes andre steder, men helt sikkert findes i Megalipperne i Hillerød.

Navn: Lars Jensenius
Rolle: Gruppeassistent
Jeg startede som spejder hos Megalipperne som 13 årig i 1973 og har prøvet at være både patruljeassistent og patruljeleder. Som 18 årige blev jeg tropassistent og senere også tropleder.
Efter en periode som medlem af klanen, blev jeg valgt ind i grupperådet som forældrerepræsentant, da min søn startede til spejder. I 2001 blev jeg valgt til gruppeleder og har siden haft denne opgave indtil 2012, hvor jeg trådte et skridt tilbage og blev gruppeassistent.
Der ud over har jeg siden 2001 også været gruppens repræsentant i BUS Hillerød ( Børne- & Ungdomsorganisationernes Samråd ) og været næstformand her i 10 år indtil 2011. Endvidere er jeg suppleant til Folkeoplysningsudvalget i Hillerød Kommune.
Endelig repræsentere jeg også Megalipperne i Hjorte Distrikt, hvor jeg fra 2002 til 2007 også var Distriktsassistent.

Navn: Søren Jensenius
Rolle: Gruppeassistent
Jeg har været medlem af Megalipperne siden 1972 og har prøvet at være både patruljeassistent og patruljeleder. Da jeg blev 17 år startede jeg som tropassistent og har også været tropleder af flere omgange. I dag er jeg gruppeassistent og har været det de sidste ca. 20 år. Jer sidder i bestyrelsen for Hillerød Kræmmermarked og Hillerød Kræmmermarkeds Venner, som repræsentant for Megalipperne. Jeg stå for afviklingen af Megalippernes indsat på parkeringen på Kræmmermarked og har været en aktiv del af dette siden markeds start i 1983.

Navn: Per Hansen
Rolle: Gruppeassistent
Jeg har været aktiv KFUM spejderne siden februar 1964, heraf hos Megalipperne siden 1981. Jeg har selvfølgelig været hele turen igennem som menig spejder og fortsat som leder. Hos Megalipperne er det blevet til jobs som bl.a. flokassistent og tropleder samt redaktør på Megalipnyt i mere end 10 år.
De senere år har jeg været gruppeassistent og har nu opgaver som ansvarlig for bl.a. udsendelse af kontingentopkrævninger samt den ansvarlige for billetsalget og den samlede billetafregning til Hillerød Kræmmermarked. Vores parkeringsindsats her har jeg i øvrigt, sammen med en enkelt eller to, deltaget aktivt i hver eneste gang siden markedets start i 1983
Efter snart 50 år som spejder ser jeg stadig de grønne spejdere spille en stor rolle i tidsbilledet. Det er stadig et stort aktiv at kunne skrive "grøn spejder" på sit CV ikke mindst på baggrund af de færdigheder der læres, men lige så meget grundet vores holdninger og livssyn.
Navn: Gitte Thue Poulsen
Rolle: Grupperåds formand
Jeg har været med i grupperådet siden 2006.
Jeg har aldrig selv været spejder, så jeg lærte Megalipperne at kende, da min datter, Christine startede hos bæverne i 1999 og jeg har fulgt hendes glæder ved at være spejder og nu spejderleder. Min anden datter, Rikke er også spejder i troppen og også her ser jeg en stor glæde ved at være spejder.
